Herbert Blomstedt: Gud bliver større, når man udvider sine horisonter

Aftenen før har vi siddet til koncert i DR’s store koncertsal på Amager. Efter de to store og flotte symfonier af Beethoven og Mahler bliver den 88-årige dirigent kaldt frem igen og bliver overrakt Sonnings Musikpris. I talen nævnes bl.a. dirigentens forhold til Gud. Det er jo lidt atypisk for en modtager af en af landets allerstørste priser. Vi har mødt Herbert Blomstedt til en samtale om menigheden, kunsten og det at engagere sig uden for kirken.

Herbert Blomstedt dirigerer DR Symfoniorkesteret til prisuddelingskoncerten. Screendump fra DR.

Herbert Blomstedt dirigerer DR Symfoniorkesteret til prisuddelingskoncerten. Screendump fra DR.

For at finde baggrunden for Herbert Blomstedts interesse for både musik og det åndelige skal vi til USA i 1920’erne. Der gik hans far på Broadview College for at uddanne sig til prædikant. I Chicago og omegn fandtes der et skandinavisk miljø, der går tilbage til Mattesons arbejde i området halvtreds år tidligere. Hans mor læste på konservatoriet i Chicago og blev en dygtig pianist. “Min far var en god sanger og kunne jo se en god akkompagnatør i den unge klaverlærer – og en dejlig pige.“

Her i USA blev Herbert født i 1927. To år senere flyttede de tilbage til Sverige, hvor hans forældre underviste på missionsskolen i Nyhyttan. “Min mor havde faktisk alle prædikanter i den generation som sine elever. De fik smag for musik. De var ganske musikalske – det savner jeg lidt hos dagens prædikanter.“

Man mærker hurtigt, at man sidder over for en mand, der både kan sin adventisthistorie og sætter stor pris på den adventistkultur, han er kommet af. Det er en belæst herre, som har fulgt Adventistsamfundets (som det stadig hedder her) udvikling ned gennem tiden. Der ligger i øvrigt et par nye antikvariatfund på sofaen, som han har været ude at finde i København – for bogsamlingen er stor.

PRÆDIKENER ELLER VIOLINØVELSER
Der har været musik i hjemmet fra begyndelsen. “Min mor har sagt, at jeg tit ikke ville i seng, inden hun havde spillet et stykke af Chopin.“ Men det var ikke givet, at musikken skulle være livsbanen, tværtimod blev drengene opdraget til at følge i faderens fodspor.

“Min far ville jo gerne have, at jeg blev prædikant. Det mærkede jeg jo. Han følte sig lidt svigtet over, at jeg valgte musikken.“

Senere er en gammel årbog fra faderens afgangsklasse dukket op. Der stod der “sanger“ som hans karrieremål – ikke prædikant. Sandsynligvis som en af de syngende evangelister, man havde i USA. “Jeg så i hæftet, at han gerne ville være musiker. Det klarede han ikke. Det blev hans søn så i stedet.“

Den unge Herbert øvede flittigt på sin violin og spillede kammermusik derhjemme. “Jeg var interesseret i mange ting, matematik, sprog, musik og også at blive prædikant.“ Han mødte en dygtig violinlærer i Gøteborg, som var koncertmester i symfoniorkesteret der.

“Vores lejlighed var ikke ret stor, så jeg stod og øvede mig på violinen, mens min far forberedte sine prædikener. Jeg kunne nogle gange mærke, at han ikke kiggede i sine bøger, men sad og lyttede.“

Det blev musikken, der blev Herberts karrierevej, og han uddannede sig som organist og senere dirigent. Men det havde jo stadig været finere at blive prædikant, end at arbejde ude i verden.

“Vi kunne mærke på min far, at vi var opdraget til at blive missionærer. I alt, hvad vi end gjorde, skulle vi repræsentere Vorherre. Min fars store interesse var Guds værk og missionen – det var alt for ham. Man kunne mærke på ham, at han var bange for verden.“

På besøg i kirken i Nærum under opholdet i København.

På besøg i kirken i Nærum under opholdet i København.

EN SANG TIL DJÆVELEN
Med en baggrund i klassisk musik har det ikke altid været let at finde sig til rette med den musik, der blev sunget og spillet i menigheden.

“Som ung er man meget idealistisk. Ofte er man overmodig. Dengang hadede jeg populærmusik. Jeg hadede de sange, vi sang i kirken. Det var så billigt og sentimentalt.

Vi var engang på ungdomslejr på Västeräng. Der fandt jeg nogle stykker med samme musiksmag som jeg, som gerne ville synge renæssance- og barok- musik – bl.a. min kommende kone.

Men i teltet synger de de her klæbrige sange. Jeg syntes ikke, det passede sammen med budskabet. Budskabet var jo så fint, Gud var jo så stor, men de sange, vi sang om Gud, væltede sig i musikalsk smuds. Det blev jeg oprørt over.

Jeg forklarede de unge prædikanter, at der ikke var nogen åndelighed i de sange. Jeg kunne skrive en sådan sang på ti minutter – og tilegne den Djævelen! Jeg skrev så en populærsang, som de jo syntes var skøn og fin, men altså tilegnet Djævelen. Så langt gik jeg. Jeg var oprørt over den letkøbte musik.

Med årene er jeg blevet lidt mere tolerant. Men jeg kan jo se, at der ikke sker nogen forbedring på det område. Det eneste, jeg kan gøre, er er forsøge at vise et alternativ. At der findes noget bedre – så meget fin musik.“

Som 40-årig, i 1967, blev han dirigent for DR Symfoniorkestret. Her var han i ti år og rejste senere til Dresden, San Fransisco og Leipzig som chefdirigent. I dag rejser han stadig rundt fra basen i Schweiz som dirigent for de meget fine orkestre.

ET BONDESAMFUND
Samtalen fortsætter om kulturens plads i kirken, og at der ofte kan være en frygt for den verdslige musik. Herbert Blomstedt forklarer det ret enkelt med historiske briller:

“Ja, den frygt er der stadig lidt af. Det har noget med vores historie at gøre. Vores samfund begyndte på landet i 1830’erne og 40’erne. Det var enkle folk. Det var gode folk, men de havde slet ingen akademisk uddannelse. Den kultur, de havde, var populærkultur. Det var billige teaterforestillinger, der var dengang – vaudeville og varieteer, det var billig musik. Og de tidlige adventister tænkte med rette, at de ikke ville ende der! De fleste havde aldrig hørt om Beethoven eller Shakespeare.

Søster White advarer også mod verdslig musik. Hun var en fin og nobel person – dog ikke ret musikalsk, i modsætning til hendes mand, James.

Hun advarer imod kunst og alt det, der har med verden at gøre. I et hjem, hun besøgte, hang nogle billeder af en solnedgang, som hun ikke syntes skulle hænge oppe. Det var jo bare imitationer af verden. Man burde jo gå ud i naturen og se en solnedgang, Guds skaberværk i originalen.

Herbert Blomstedt med et orkesterpartitur i lille format. Det er praktisk, da han gerne studerer dem, mens han går tur i naturen.

Herbert Blomstedt med et orkesterpartitur i lille format. Det er praktisk, da han gerne studerer dem, mens han går tur i naturen.

– Men kunstens opgave er ikke at afbillede naturen. Det handler om at opdage nye ting i naturen. Det kunne hun naturligvis ikke have sans for. Det var heller ikke hendes mission. Man må se hende i det miljø og den tid, hun er i.

Jeg er naturligvis glad og taknemmelig, når adventister kommer til mine koncerter. Men jeg bliver sommetider ked af det, når jeg mærker, at de ikke kommer fordi de elsker musikken. De kommer til koncerten, fordi vi her har en adventist, som har opnået noget, og det må vi opleve.

Ja, der findes intolerance for kunst, og man kan blive mistænkt for at være for verdslig. Det forstår jeg. Jeg tror dog, det bliver mindre og mindre som uddannelsesniveauet i vores samfund stiger.“

SE, HVOR KULTIVEREDE VI ER
Vi taler videre om de åndelige aspekter i kunsten – om hvor meget det er selvforherligende, eller der ligger et åndeligt aspekt bag.

“Ja, der findes ikke nogen kunstart, som er så farlig som musik. Man står frem og viser, hvor dygtig man er. Det kan føre til stolthed og pral. Heller ikke i gudstjenesten er der noget så farligt som musikken – som fagmand mærker jeg med det samme, når nogen stiller sig op for at vise, hvor dygtige eller hellige de er.

Jeg var i Loma Linda, som er en stor og rig menighed. Inden prædikenen kom en ung koreaner op og spillede violin. Han havde valgt den sidste sats fra Mendelssohns violinkoncert, for den er virkelig virtuos, og så kunne kan vise, hvor dygtig han var. Det var helt fin musik, men passede slet ikke i en gudstjeneste. De havde ingen sans for denne forskel. Menigheden ville opbygges ved at se, hvor dygtige unge, de har. ‘Vi er meget kultiverede, se, vi spiller Mendelssohn!’

De har en dygtig prædikant, der satte fingeren på det. Han talte om, at menigheden ikke er en klub for de fine, men et hospital for syndere. Man kommer i kirke fordi man behøver noget opbyggende og at møde Gud.“

MISSIONSARBEJDE
Jeg spørger, om missionsarbejde kun gøres i kirkeligt regi – eller man også kan arbejde for Gud og gøre mission gennem at have en stilling ude i verden.

“Man ikke bare kan, men det skal man! Jeg syntes meget om det citat, der lyder: ’Man skal give sit vidnesbyrd om Gud på alle måder – hvis det bliver nødvendigt, med ord!‘

Det er både godt og nødvendigt at prædike – men det bedste, man kan gøre, er ikke at prædike. I rette tid er ord det bedste værktøj – jeg har den højeste agtelse for prædikanter og deres svære opgave. At tale om Gud for mennesker i dag er utrolig svært. Ja, det kan gå at tale for dem, der er inden for menigheden og har en vis forståelse for emnet – men for andre – de har jo ingen anelse om det, og de er jo slet ikke religiøse.“

MUSIKKENS STORE BUDSKAB
Der må en anden prædiken til, hvis man skal fortælle om Gud. Men kan kulturen være med til at vise et billede af Gud?

“Ja, det mener jeg absolut, at den kan gøre. Jeg husker en gang, da jeg var chef her i København. Mit værtspar havde inviteret en af deres gode venner, missionæren J.J. Aitken, med til en koncert fredag aften i Radiohuset. Jeg husker stadig programmet, det var Beethoven og Sibelius’ 2. symfoni. Efter koncerten kom Aitken hen og sagde: ‘Broder – jeg har ikke oplevet at være så nær Gud i 30 år.’

Det var måske lidt overdrevet, da han har holdt mange møder de sidste 30 år, hvor Gud nok var nærværende. Men han var så overvældet af musikkens budskab. Han forstod den nok ikke helt, men han forstod, at der her var noget stort. Der var noget smukt. Der var noget, som havde mening. Som begyndte fra ingenting og voksede, som en skabelse. Det styrkede hans tro på, at der findes noget fuldkomment, og at Gud er den, som er skaber af alle ting.

Hvis jeg kan give mennesker en følelse af Guds storhed, så mener jeg, at det er vigtigt. Det kan forberede dem til at søge Gud på deres måde.“

ELLEN WHITE-CITATET I NOTESBOGEN

Det er altid praktisk at have et par Ellen White-citater med i notesbogen. Her er citatet fra Counsels to Writers and Editors.

Det er altid praktisk at have et par Ellen White-citater med i notesbogen. Her er citatet fra Counsels to Writers and Editors.

Tanken om, at musikken er med til at opdage nye sider af naturen, skinner igennem i mange af Herberts synspunkter.

“Jeg deler faktisk ikke folk ind i troende og ikke-troende. Man kan godt gøre det sådan – men jeg ser mennesker på en anden måde. Både inden for samfundet og uden for ser jeg folk som enten søgende eller som dem, der ikke søger længere – som har fundet alt.

Kunsten er jo en søgen efter det fuldkomne. Ja, der er nogen, der bare vil vise, hvor dygtige de er, men de er ikke rigtige kunstnere. Og så findes der alt for mange i kirkerne, som er tilfredse med, hvad de har, som siger, at kun vi har sandheden – og de andre har den ikke. Det er en slags hovmod! De søger ikke længere.“

Op kommer et citat fra notesbogen: “Vi har stadig meget at lære og rigtig meget, der skal aflæres igen. Kun Gud og Himmelen er uden fejl. … Der er ingen undskyldning for at indtage den holdning, at der ikke er mere sandhed at opdage, og at alle vores udlægninger af skriften er uden fejl. Det, at en læresætning har været antaget som sandhed i mange år, er ikke bevis på, at vores tanker er fejlfri. Alder gør ikke fejl til sandhed, og sandheden kan tåle at være velafbalanceret“ (Counsels to Writers and Editors, s. 37,35).

”Søster White var en, der søgte. Men mange af hendes efterfølgere er ikke søgere. De tror, de har alt – og er bange for at læse, hvad andre skriver.

Men Gud bliver større, jo mere man udvider sine horisonter. Gud bliver ikke mindre!“

 

Vibe Capion: Gud vil, at vi udnytter vores talenter

Adventnyt august 2014En del af forvalterskabstanken handler om at forvalte sine talenter. Men hvad vil det sige? For at kaste lys over det begreb har vi mødt Vibe Capion, der har studeret talentfulde mennesker, og underviser unge talenter.

Hvad forstår du ved et talent?

Jeg mener, et talent er en medført evne til at udføre noget, på en særlig vellykket måde. Der er en debat om arv og miljø – jeg mener det er medfødt, men hvis ikke talentet bliver dyrket, så udvikles det ikke. Jeg tror ikke det forsvinder – men så ligger det brak.
Men hvis det ikke bliver brugt, kommer det ikke til nogen form for udfoldelse. Skal et talent virkelig være vellykket, skal det dyrkes med passion, vedholdenhed og tålmodighed, og hele tiden skal personen have et stærkt behov for at gøre det bedre.

Her er der ikke tale om kunstnere, men talenter i bred forstand. Kunstnere har så et yderligere incitament – de kan simpelthen ikke lade være med at udnytte deres talent.

Er det det, der hedder selvrealisering, eller er der nogle større værdier bag?

Nej, selvrealisering er et fy-ord. Vi er netop ovre i forvaltningen. Et barn, der er ved at vokse op, gør sig jo ingen tanker om baggrunden for at dygtiggøre sig. Når man er voksen, og får en større bevidsthed om værdier, kan man jo vælge og bruge sit talent i den ene og anden sammenhæng.
Når man nu tror på, at Gud er skaberen, der har skabt hele individet og hele molevitten. Så har han naturligt nok skabt de evner, man har. Selvom vi ser nogenlunde ens ud, er vi skabt forkslleige – til mangfoldiggørelse og til glæde for hinanden.

Men så skal mennesket i gang med at arbejde. Gud sidder jo ikke bare og siger, nu hælder jeg det her i hovedet ned på dig – det er ti procent inspiration og halvfems procent transpiration.
Mange unge, jeg møder, har ikke den vilje til at arbejde for det – der er stræbere, men de bliver kanøflet. Alle kan komme et langt stykke længere, end de tror, ved målrettet og struktureret arbejde. – I det hele taget bliver man nødt til at arbejde.

Jeg er gift med en mand, der tydeligt har et talent for sprog. Men det kræver en indsats. Han sidder altid og arbejder med et eller andet fremmedsprog, og hvis jeg anbefaler ham en bog, som er skrevet på engelsk – så læser han den på engelsk (og så fremdeles med andre sprog). Der ligger et talent af en eller anden art – men der er sandelig flid, for det skal holdes ved lige.

Gaven vil være der – men hvis man ikke pakker den op – hvad skal man så bruge den til? Det skal udvikles!

Ordet talent bliver tit brugt i kunstnerisk sammenhæng. Er det godt kristent forvalterskab bare at bruge tid på at sidde og tegne?

Hov, hov, hov, bare at sidde og tegne. Den går ikke! Jeg har lige været i Rumænien i fire uger, hvor man i 1500-tallet bemalede kirkerne udvendigt fra bund til top med de centrale historier fra Bibelen og helgenbeskrivelser. Eller et kæmpe dommedagsbillede, hvor man ser op ad en stige, hvor sjælene enten vandrer op til Gud eller ned i dødsriget – eller et billede af den smalle og brede sti.

Det er nogle mennesker, der har brugt deres evne til at billedliggøre nogle ord, så mange kunne forstå dem. Det samme gælder vores kalkmalerier herhjemme, der var til gavn og glæde for alle de mennesker, der ikke kunne læse. De kunne alligevel blive fortrolige med beretningerne om Jesu liv og Guds skaberkraft.

Og det er jo et talent der bliver forvaltet til Guds ære og til gavn for mennesker.

Du nævnte en forskel på at have et talent, og at være kunstner?

Rigtige kunstnere kan ikke lade være – Mozart og Grundtvig skrev og skrev, Picasso malede og malede. Nogle kunstnere virker vanvittige – de lod hånt om almindeligt liv, fordi de blev nødt til at arbejde med deres kunst. De var kunstnere i ordets rigtige betydning – ikke egoister.

De blev nødt til at give udtryk for det, de har indeni. Og de har fået evnerne til at kunne udtrykke det. Og jeg er overbevist om, det kommer fra Gud, hvor skulle det ellers komme fra?

Det er ikke selvforherligelse?

Nej, for alle de selvforherligende mennesker er ikke kunstnere: de får ikke frembragt noget som helst, de får frembragt sig selv. Og det har ikke noget med kunst at gøre.

Når du møder unge mennesker – hvordan ser du så et talent?

Hvis det er billedkunst, ser jeg meget tydeligt om det er en, der i stand til at fremstille noget billedligt. Det kan også være en, der har en særlig kreativ tankegang. I de andre fag viser det sig ved stadigheden og vedholdenheden, og at eleven i særlig grad kan ”tænke med” eller tænke ud fra det man arbejder med.

Jeg havde for flere år siden en elev fra 3. klasse og frem, hun kunne hverken skrive eller læse. Hun skrev lange historier, hvor jeg hverken kunne se hoved og hale i noget af det, hun skrev. Jeg havde hende som speciallærer – og der fik jeg en tro på hun måske kunne læse overskrifterne i aviserne i dag, selvom mange andre lærere, ikke kunne se nogen muligheder.

I dag er hun en meget velanskreven lærer. Hendes talent var stædigt stadig at arbejde. At ville. Hun ville – og så kunne hun. Det er et af de smukkeste eksempler på en, der ville. Der er jo ikke nok at ”gerne ville” – man skal ”ville”.

Har man et talent for at være lærer?

Jeg har dyrket det at formidle. Og så har jeg i de senere år fået lov til at dyrke det at lytte til unge mennesker, og prøve at tage så meget del i deres liv, at jeg somme tider har haft held til at gøre noget, der kan hjælpe dem videre. Om det er et talent, kan jeg ikke sige noget om. Men det er så dejligt at være en del af – at jeg har meget svært ved at lade være!

Hvad giver dig glæde som lærer?

Så meget! Det at møde de unge mennesker, se dem trives – og nogle af dem udvikle sig fra at være små og udvikle sig og rejse sig, og blive stærke. Det er dejligt!

Hvordan præger din kristne indstilling arbejdet med de unge?

Jeg har holdningen, at det er enkeltindivider. Hver eneste har krav på at blive set som enkeltindivider – skabt af Gud. Hele mit værdisæt er dybt forankret i den kristne tro – netop det, at alle er værdifulde og alle skal ses.

Også det at Jesus altid gik en mil længere – det skal jeg også prøve på at gøre. Det prøver jeg, og jeg er heldig at arbejde på Vejlefjordskolen, for her er holdningen, at det er det, vi gør.

Her til sidst: Sætter man sig ikke op som skaber, når man frembringer noget?

Man skaber noget, fordi man har fået evnen til at gøre det – men det er ikke det samme som at flytte bevidstheden om, eller troen på, at det hele bare kommer fra mig som menneske, at kraften ligger i mig til at skabe det og det og det. Nej, kraften kommer udefra, den kommer fra Gud – men så har jeg også fået kraften til at udføre.

Hvis vi hele tiden har troen på, at det er Gud, der er skaberen, og også skaberen af talentet – så er det jo kun godt og fint og som det skal være, at mennesket med sit talent skaber noget.

Gud der er skaberen. Men han vil da meget gerne have, at vi udnytter de evner, som han nu har givet os. For hvad er meningen ellers?

Vibe Capion

Doris Jørgensen: Man er lige så meget missionær ude som hjemme

Gå til Adventnyt“Man er lige så meget missionær, når man er hjemme, som når man er ude – det er ikke et spørgsmål om stedet.”

Jeg møder Doris en regnfyldt fredag i hendes lejlighed i Randers. Da jeg ringede, måtte jeg spørge, om hun nu var i landet – for fra tid til anden er hun lige ude og hjælpe med økonomien på et ADRA-projekt et sted i Verden.

Tidligere har hun været kasserer forskellige steder i Østafrika, Vestafrika, Rusland, i alt 11 år udsendt sammen med sin nu afdøde mand, og på en del ADRA-projekter. Desuden i Østdansk, men det tæller vel ikke helt som udsendt …

Hvad fik jer til at tage ud?

Siden vi var unge, havde vi et ønske om at tage ud. Det var først da børnene ikke var hjemme længere, at vi sagde, ”nu gør vi det.”
Som barn ville jeg gerne være lægemissionær – men jeg havde ikke muligheden. Da vi så begge to arbejdede med det økonomiske – vi er jo begge to revisorer – og det var der behov for på det tidspunkt. Vi blev enige om, at det ville vi faktisk meget hellere end at køre vores forretning herhjemme. Det blev så til et fantastisk rigt liv – og masser af gode venner over hele kloden.

Skolebyggeri i Uganda

Skolebyggeri i Uganda

Hvad arbejdede du med derude?

Jeg har ikke været ude at prædike som missionær. Det var en anden type job med det administrative. Jeg har også arbejdet for ADRA, og det synes jeg jo tæller som mission.

Er udsendte missionærer anderledes end ansatte fra landet?

Missionærer er jo lige så forskellige, som mennesker. Nogle er virkelig missionærer, andre er der bare for at have et godt job. Virkelig missionær er man, når man brænder for at få budskabet ud, og nå så mange mennesker som muligt.

Det administrative ser jeg også som et stor opgave, når man er i det fremmede. Der har man en anden opfattelse af prioritering af økonomi, som man måske i Danmark ville se som lidt uetisk.
Det har været lidt krævende, når man er alene og fremmed, og samtidig skal gøre sig upopulær, fordi man ikke har lyst til at acceptere alt det, der bliver foreslået.

Områdets bedste taxa

Områdets bedste taxa

Doris fortæller flere historier, som knap kan gengives på skrift – rigtige røverhistorier, om hvordan hun ikke mente, at nogle af de høje herrer kunne behandle kirkens midler, og måtte råbe op.

”Så føler man, at man er ude i det fremmede,” siger hun efter en af historierne.

Hvordan var det at komme hjem efter at have været ude?

Det var en kølig omgang. Mest rent menighedsmæssigt. Der er ikke så meget liv i menigheden her, som der var, de steder, man har været.

Man er også præget af det, når man kommer hjem igen. Man bliver muligvis mere liberal i sin opfattelse af det at være adventist og en del af Verdenskirken, fordi man har set den fra så mange forskellge sider, og stadigvæk er det vores kirke.

Gudstjenesteformen kan være ens de fleste steder – men livsopfattelsen er forskellig. I den sydlige verden er man meget mere umiddelbar, og lever med sin kristendom i det daglige. Det er en del af en, hvor man snakker om det, og man er ikke flov over at være en kristen på nogen måde. Det er bare ens livsopfattelse, der kommer til udtryk, både horisontalt og vertikalt. Der har de Gud med i alt – i panterne, i huset, i familien, i alt.

Hvor vi herhjemme snakker vi ikke om det, der er det en privatsag. Så hvis folk ikke spørger, så går vi jo ikke ud og fortæller dem at jeg er adventist, og jeg har fundet en god måde at leve på.

Jeg kan huske den første gang min mand og jeg kom hjem, efter at have været ude i to år. Vi gik i supermarkedet i Nærum, og vi kom ud derfra med en tom vogn. Vi kunne ikke forstå, at folk virkelig skulle bruge alt det, de læsser ned i deres vogne. Materialismen i Danmark er meget, meget større, end man overhovedet lægger mærke til, når man bor i det. Et æble kostede 30 kr. i Rwanda – der købte vi et æble til jul og delte med vores hushjælp.

Er det så lettere at være missionær i den sydlige verden?

Ja, det er meget lettere. Man er meget mere umiddelbar og man forventer, at man er en kristen.
I Danmark filosoferer vi mere over, hvad gudsforholdet betyder – og det kan også være positivt

Undervisningsprojekt

Undervisningsprojekt

Musednis kone, førstedamen i Uganda, sagde til mig, at man tydeligt kunne se, at vi var kristne. Vi sad og snakkede hjemme hos dem om ADRA. Deres store projekt ligger i Karamoja, et underudviklet område med kvægtyve og dårlige kår.

”Jer kan vi altid regne med. Når I får en masse penge, så bruger I dem på det, I får dem til. Det er nok også fordi, I er adventister. Jeres kristendom er en del af jeres liv.”

Er det ikke også muligt at vise sin kristendom her i Danmark?

Hvis man viser sin tro her, ville de fleste sige, du er lidt mærkelig. Anderledes – lidt fanatisk.
Den tanke havde jeg også til ADRA-møder med regeringsfolk, ministre og borgmestre. Der vidste jeg ikke altid, hvordan jeg skulle bære mig ad – for det ville være forkert at begynde uden en andagt. Men tanken var der også, at jeg jo ikke ville pådutte dem noget.

Så jeg holdt et kort vers fra Bibelen og så en bøn bagefter. Jeg kende ikke de mennesker, men bagefter kom den ene efter den anden hen til mig, og sagde, at de var så glade for det, og de nu kunne kende os fra ADRA igen, og at de selv til deres møder kunne begynde med en andagt. Kristen er ikke noget, man er i det skjulte.

Er det fremtiden, at der kommer indvandrere fra andre lande, der kan fortælle os om Gud mere umiddelbart?

Jeg ved ikke, om deres livsopfattelse kan indføres i vores humanistiske tankegang. Det er næsten som om vi stiller lighedstegn mellem humanisme og kristendom.

Var det den samme tilgang til livet og kristendommen i Rusland?

Vi snakker ofte om den tredje verden – og Rusland oplevede jeg som den anden verden. Det er veluddannede mennesker som herhjemme, men meget reserverede. Det var nok pga. det kommunistiske system. Man vidste aldrig, om man blev udspioneret. Jeg kom derover efter landet lige var blevet åbnet – og kirken havde været under jorden i mange år.

De første få år efter kommunismen var de åbne for de kristne budskab. Men så tror jeg, man fik andre interesser, lige som man gør her i vesten – man fulgte med udviklingen meget hurtigt.
Jeg er bange for, det vil gå ligesådan i Asien og resten af Afrika – så snart levestandarden går op, så er behovet for Gud ikke så stort længere.

Dåb i Rusland

Så behovet for Gud forsvinder med bedre livsvilkår?

Danskere har jo også behov for Gud – men de ved det bare ikke. Man kan enten selv klare sine problemer – og ellers kan eksperter, som man køber sig til.

Men hvordan skal man skabe et behov, som ikke er naturligt følt?

Jeg tror, det er Helligånden, der kan påvirke, det er ikke os. Og han skal også få mennesker i tale.

En ting, der gjorde kæmpestort indtryk var i Kigali i Rwanda. Vi sad på trappetrin i et stadion til offentlige møder.

Der blev altid rettet en appel ved slutningen af en gudstjeneste, hvor folk blev inviteret til at give deres liv til Gud, eller til at lære mere. Herhjemme ville man nok krumme tæer og sige, at de ikke skal lægge pres på os – man føler det nedværdigende.

Til de møder fik vi tit en sparsom oversættelse – og jeg tænkte, ”hvad i alverden har præsten sagt, der har fået alle de her mennesker til at gå frem?”
Jeg kom til den konklusion, at det ikke har været præsten, der har sagt noget, men Helligånden.

Men jeg beundrer nu den umiddelbarhed – hvis det siger dem noget, så følger de det bare – og er ikke så bevidst om hvad andre tænker.

Hvad ville du sige til en, der drømmer om at tage ud som missionær?

Gør det endelig! Men tag ud med et åbent sind. Du tager måske ud for at undervise andre, men du lærer mere selv, hvis du er åben for det.

Madpakker til gamle og syge i Moskva

Madpakker til gamle og syge i Moskva

Jeg ser måske livet i Danmark med andre øjne, end hvis jeg bare havde været en del af det hele tiden.

Jeg føler det som et kæmpe privilegium at fået have lov til at rejse ud. Jeg ville aldrig have lært så meget uden at lave levet blandt andre kulturer og fået den påvirkning. Og fået lov at forstå deres liv mere. Men hvordan kan man beskrive livserfaring?

Den opfordring lader vi gå videre. Efter at have hørt både Doris og hendes barnebarn fortælle, virker det til, at et liv i mission både herhjemme og i udlandet handler om andet end et arbejde, eller lige hvilket sted eller projekt man er i gang med. Det er en livsindstilling, som præger hvem man er – og hvad man gør.

Tanker om hvor meget Bibelen må bestemme

Med jævne mellemrum dukker snakken op, om hvornår man skal læse Bibelen bogstaveligt, og hvornår man må fortolke. Nu går jeg ind for at læse Bibelen på dens egne vilkår, og for at fremme dén tanke, er de to modstridende begreber bogstavelig/løsagtig nok ikke helt vejen frem.

Jeg faldt over denne fine opstilling. Det er János, der har hentet den ind i Bertils pensionsbog. Et forfatterpar ved navn Frost/Hirsch stiller det sådan op:

Baggrund Forklaring Hvor bøjelig?
Jesu bud (kernen) Jesus er vores endegyldige autoritet. Hans påbud er ikke til fortolkning Tilrettes ikke og er ikke til forhandling.
Bibelske principper (substansen) Principper, der overgår kultur og kommer fra apostlenes bibelske lære. I sit væsen evige, tilpas kun for at jævnføre med det nærmest tilsvarende.
Apostlenes handlingsmønstre
(udførslen)
Opførsel, handlinger og livsførelse i den tidligste kristne kirke. Fortolk for at sætte i nutidig sammenhæng.
Kirkens praksis
(udtrykket)
De tanker om og måder at være kirke på, vi holder i hævd. Tilpas helt, så det kan ramme kulturen.

— Og vi ville nok rette den til, så der stod Guds bud 😉 Men den er stadig nyttig for at forklare, hvordan man kan skelne.

Tanker om det at fyre horkarle

Nicole har bragt et vigtigt emne på bane på facebook. Hun er uddannet inden for biblical counselling, som vel nærmest oversættes “sjælesorg”, men er et større begreb derovre. Hun var også en af de fremtrædende talere, da audioverse voksede frem. Hun talte nemlig om de vigtige  følelses- og kærlighedsemner, og jeg tænker det var en del af den sides fremgang – at den tog ting op, som Afdelingsvæsenet ellers ikke havde noget tilgængeligt om.

Denne gang tager hun “faldne prædikanter” op, og snakken går livligt, om sådanne overhovedet kan vende tilbage i arbejdet igen. Det er særligt aktuelt efter Pipims nylige umodne svar på sin egen fyring og hele det grimme forløb op til hans gendåb – han fortsatte da bare. Men han er da taget af audioverse. (Nicole var i øvrigt en del inde over sagen.)

Nå, nyeste sag er Jim Hohnberger. Jeg har jo ligefrem en af hans bøger liggende, og skræmmende nok er det Men of Power, som vel passende kan oversættes til Magtmennesker. Han er lige blevet dømt for at have forgrebet sig på en pige, de havde taget ind. Nicole fremhæver, at siden det foregik over ti år, og han først indrømmede, efter han blev afsløret, er det tegn på, at han vedvarende har modsat sig Åndens påvirkning.

Det, jeg syntes var spændende, var hendes model til sagligt at bedømme en sags … grovhed? Ja, det virker syret at skulle skelne i disse sager, der alle er grove og med store omkostninger. Men jeg mener, at hvis vi sagligt kan tale om, hvad vi mener er groft i netop denne sag – så giver det også bedre mening, når vi afsætter folk på baggrund af dem.

Each situation must be considered separately. There are factors that indicate that a person should not be trusted again with ministry. Here are a few:

age
knowledge of God
profession of ministry when abusing
length of time of abuse
Whether confession was voluntary or forced by being caught
use of position of spiritual influence to keep victim under control
predatory versus merely adulterous action

Hver sag må vurderes for sig. Der er flere aspekter, der afgør, om man ikke igen kan betros et åndeligt embede. Blandt andet:

alder
kendskab til Gud
stilling i arbejdet, når man begår overgrebet
overgrebets varighed
om anger kom frivilligt, eller fremtvunget af at blive opdaget
udnyttet sin åndelige stilling til at styre offeret
om der er øvet vold på nogen, eller det blot er hor

Der var nogle, der stillede spørgsmålstegn til, hvorfor seksuelle synder kan fratage nogen fra muligheden om at komme tilbage. Hun forklarer også, hvorfor man fyrer dem. Tanken er, at det er så grov en ting at misbruge sin åndelige stilling:

Hvis man opdager, at menighedens kasserer har taget 100 kr. fra kollektkurven – ville man så lade ham fortsætte som kasserer?

Hvad hvis han havde stjålet 250.000 kr. fra menighedens byggefond?

Selvfølgelig ville man sætte ham fra embedet. Men hvad hvis han skrev et brev og angrede – ville man så genindsætte ham et halvt år senere?

[…] Det ville ingen af os da gøre. Ikke bare fordi det ikke ville være godt for menighedens byggefond, men fordi – og læg mærke til det her – det ville ikke være godt for kassereren! Det ville ikke være at vise kærlighed, hvis man satte ham foran så stor en fristelse, vel?

Og derfor fyrer vi dem.

Tanker om faren ved en trosbekendelse

Jeg bladrede lidt i gamle referater. I 1861 talte de om, hvordan man skulle stifte menigheder, og hvilken struktur det skulle have. Her fremkom “formlen”:

We, the undersigned, hereby associate ourselves together, as a church, taking the name, Seventh-day Adventists, covenanting to keep the commandments of God, and the faith of Jesus Christ.

Vi, der her skriver under, forener os hermed som en menighed og tager navnet syvendedags-adventister; vi forpligter hinanden på at holde Guds bud og troen på Jesus.

BURNING-76518432160Så let kunne det gøres. Det blev kaldt “church covenant”, nærmest oversat “menighedsløftet”. Og sådan opretter man en menighed. Den skulle netop ikke være længere.

Til mødet blev der udtrykt frygt for, at vi var ved at efterligne de kirkesamfund, som vi egentlig helst ikke vil ligne. Her kommer Loughborough med sine guldkorn: “Kætter-trappen”.

The first step of apostasy is to set up a creed, telling us what we shall believe.
The second is, to make that creed a test of fellowship.
Third is to try members by that creed.
The fourth to denounce as heretics those who do not believe that creed.
And, fifth, to commence persecution against such.

Det første skridt mod kætteri er at vedtage en trosbekendelse, der skal fortælle os, hvad vi skal tro på.
Det andet skridt er at gøre den trosbekendelse til det afgørende for medlemsskab.
Det tredie skridt er at dømme medlemmer efter den trosbekendelse.
Det fjerde er at forkaste dem, som ikke følger den trosbekendelse, som vantro.
Og det femte er at forfølge sådanne.

Men så har vi stille og roligt med tiden følt behov for at blive mere voksne i tydeliggørelsen af vores tro. Men det er lidt trist, hvis vi glemmer tankerne, der er grundlaget for vores bevægelse.
Læs hele mødereferatet her.

Måske var det også derfor, jeg blev glad, da jeg fik det dåbsløfte af John P., som jeg fik at vide, at de nordjyske menigheder engang var blevet enige om at bruge. Det fokuserer meget på den enkeltes valg om at følge Kristus – og de fire spørgsmål handler om netop det forhold. Jeg rettede den lidt til, og den kan læses her.

Spørgsmål til en bedre prædiken

  • Hvad er hovedtanken udtrykt med én sætning?
  • Hvori ligger det enkle i budskabet?IMG_7678
  • Hvori ligger det komplekse?
  • Hvorfor er det tvingende nødvendigt?
  • Hvilken forskel gør det for dig?
  • Hvilken forskel gør det for dine tilhørere?
  • Hvor kan vi se Guds frelsesplan i budskabet?
  • Hvad fortæller den os om Gud?

Tanker om det at vælge ny divisionsformand

Jeg fik i sidste uge en hilsen fra divisionskontoret om, at Bertil går på pension. Det fik mig fluks til at gå ind og genlæse valgreglerne og policiesne angående divisionen.

I den forbindelse vil jeg gerne påpege:

  • Divisionsformænd er sådan set næstformænd (VP’s) i Generalkonferensen for et særligt område (en division).
  • Som jeg læser det, har en division ikke sine egne vedtægter, da den netop bare er en afdeling af verdensforbundet.
  • Generalkonferensen skal vælge den nye divisionsformand ved et af deres to årlige stormøder (næste i april, Spring Meeting).
    — Her får divisionsbestyrelsen dog ret til at indstille en person, og også at sende et hold over til mødet for at forklare.
  • Der står ingen steder, at en divisionsformand skal være ordineret prædikant. (!)
  • Generalkonferensen har allerede valgt en kvindelig, ikke-ordineret vice president (der er vist en 13 stykker, så de kunne da godt finde en enkelt, der måtte være med).
  • Vi har för nærværende en kvindelig sekretær – altså næstformand – i divisionen. Det er set før, at næstformænd overtager en formands post.

Dog skal det siges, at hun har administrationserfaring, ikke prædikanterfaring. Men næste spørgsmål er så igen, hvor meget af den åndelige linje i de forskellige lande, en divisionsformand egentlig præger? Men mange ville nok se det som en åndelig ledelses-post.

AC2013 052 (Copy)

Dog skal det så også siges, at vi er en politisk ladet situation, og vi derfor nok hverken tør eller bør få en kvinde ind på posten ad noget, som nogle ville tænke, var bagveje.

Jojo. Men “Audrey for president” lyder da alligevel sjovt. Jeg foreslår selv, at vi da i det mindste lige lader hende fylde pladsen ud til jul, i stedet for at vælge hende allerede i april (Bertil holder først til juli). Bare for at bevise, at det kan mand godt.

Hendes sekretariat har i øvrigt lagt en del fine policypdf’er op her.

Tanker om Jánoses besøg i København

For et par uger siden var divisionsevangelisten på besøg på Frederiksberg og i Oense for at holde offentlige møder. Det var lidt spændende, da sidst vi holdt møderække i så stort format var i Thy i ’06. Der arbejdede vi alle mand i en uges tid eller to for … næsten ingenting.

Det er reklamen nederst til højre, du skal holde øje med.

Det er reklamen nederst til højre, du skal holde øje med.

Nå, men jeg sagde med det samme ja til at komme over og oversætte de par gange, det lige kunne passe ind i rejseplanerne. Både for at holde faget lidt ved lige, men mest for at se, hvordan det løb af sig.

Jeg lagde mærke til:

  • Møderne var pænt annonceret, rammerne var i orden, og der var billeder på hans powerpoints hele vejen igennem foredragene.
  • Han stillede nogle dybe spørgsmål om vores værdier, hvad tilbedelse er i dag, og andre dybe spørgsmål, som egentlig var en god nok indgangsvinkel. Her var det dog lidt ærgerligt, at han ikke havde dansk baggrund og referenceramme.
  • Møderækkens indhold var for så vidt klassisk med: hvor det onde kommer fra, Bibelens/Guds troværdighed, dom/kærlighed og lidt endetidsperspektiv.
  • Der var spisning inden! Hver aften, tre gange om ugen i tre uger. Gratis.

Hvad jeg lige så af “resultater” (ud fra de få aftener jeg var der, jeg kan ikke udtale mig om hvordan hele forløbet forløb):

  • Det var fedt for medlemmerne at have noget, der var på et pænt niveau, og som man overhovedet turde at invitere folk med til.
  • Man turde godt at invitere folk med! Jeg lagde mærke til:
    — Sociale væseners kontakter (herunder en del unge).
    — Menighedens gæster, man har opdyrket kontakt til over længere tid.
    — Medlemmer/kontakter med mere perifær tilknytning.
    — Udlændinge ville gerne komme.

Se, det er for mig formål nok til at holde møderække. Men fællesnævneren er, at de ikke kom pga. reklamerne i aviserne. Dog kan reklamerne være med til at slå det stort op, og for at understrege, at det er et program på et seriøst niveau.

Alt i alt en god oplevelse. Beklager at jeg proppede mennesker ind under begreber som “kontakter”, “gæster”, “væsener” og “udlændinge”. Men godt arbejde til København/Suomisvej!